Så blev det forår… sådan cirka
Det lyder næsten helt skævt at råbe “glædelig marts”, når man gør det iført vinterstøvler og i en snestorms urimelige modvind. Det er dog immervæk sandt: vi er teknisk set i foråret nu.
Når der kommer mere lys, kommer der ofte også mere fart på. Det er den store, lange spurt mod sommerferien. Så vi holder dig lige opdateret på, hvad der skete i vinterens sidste måned – så du er helt klar til at følge med. Blandt andet kan du læse om Twitters nyeste rival, Snapchats første spark til AI-bolden – og Apples brud på EU’s konkurrencelovgivning.
Det og mere får du i den her måneds udgave af Xtracts, dit digitale nyhedsoverblik. God læselyst.
1. Twitter-grundlægger lancerer ny platform
Twitter må næsten være et af årets ord. Lige siden Elon Musk overtog roret, har nyhedsstrømmen været nærmest konstant, med alt fra nye implementeringer og fyringer, til konkurrerende platformes ikke-overraskende nyerhvervede succes. Og nu er der altså en tilføjelse til sidstnævnte.
Betaudgaven af Blue Sky, en næsten nøjagtig kopi af Twitters koncept, er nemlig nu gået i luften i privat betaudgave. Alt på platformen minder på mere eller mindre alle måder om Twitter – dog med et mål om en mere ”decentraliseret” platform, der giver den enkelte bruger mere kontrol over det, de ser og deler. Og som prikken over i’et, så er platformen grundlagt af tidligere Twitter-chef Jack Dorsey.
I starten af året kunne vi skrive om ”masseflugten” til Mastodon fra Twitter. Og nu er der endnu en destination. Hvorvidt hele Twitter-situationen ender med en brugerbase splittet i tre dele, er ikke til at sige endnu – men konkurrence er der i hvert fald nok af.
Kilde: Social Media Today
2. Snapchat giver dig en ny ven: en chatbot
Det er vel ikke en 2023-artikel, hvis man ikke kommer omkring kunstig intelligens. Microsoft snakker om det, Google snakker om det, alle de store giganter snakker om det – og nu snakker Snapchat også om det.
Platformen lancerer nemlig en indbygget chatbot, drevet af AI-flagskibet ChatGPT. “My AI“, som den hedder, vil befinde sig øverst blandt dine almindelige snap-samtaler, og vil i grove træk fungere på samme måde som ChatGPT (omend lidt mere begrænset). Dens primære funktion er dog eftersigende at give dig en kunstigt intelligent ven at skrive med, og ikke så meget et futuristisk værktøj.
I første omgang er funktionen kun tilgængelig for betalende medlemmer. Så hvis man har absolut brug for en robot-kammerat på sin Snapchat, så er man nødt til at punge ud.
Kilde: The Verge
3. Betalte flueben på vej til Metas platforme
I mange år har de fleste sociale medier haft fokus på at kunne verificere officielle profiler og sider. Oftest kendetegnet ved det ikoniske flueben. Processen var tidligere relativt simpel og 100 % styret af hvert medie – men det har især ændret sig efter Elon Musk’s trådte ind på banen og indførte betalt verificering.
Nu gør Meta det samme. De er nemlig begyndt at teste en såkaldt “Meta Verified“-pakke, som inkluderer fluebenet på både Instagram og Facebook, samt bl.a. kontobeskyttelse, specielle supportmuligheder og øget synlighed. Meta meddeler, at tiltaget især er for at hjælpe upcoming content creators med at bryde igennem.
Testen starter i Australien og New Zealand – altså så langt væk fra Danmark, som det overhovedet kan være. Senere vil det så distribueres til resten af verden.
Kilde: Meta
4. Apple bryder EU’s antitrustlovgivning
Man kan ikke kalde det her en ny sag – men der er kommet en vigtig opdatering i den. Tilbage i 2019 klagede Spotify nemlig over, at Apple forhindrer eksterne udviklere i at markedsføre andre betalingsformer end dem, der går igennem Apple selv via App Store (hvor Apple så modtager en procentdel af penge).
Nu har EU meldt ud, at Apple umiddelbart bryder antitrustlovgivningen om fair konkurrenceforhold på iOS systemer. Hvis denne meddelelse ender som en afgørelse, står Apple til at betalte en bøde på op mod 10 % af deres årlige omsætning (et svimlende beløb på 39,4 milliarder dollars).
Apple har bl.a. selv udtalt, at App Store i deres øjne har været med til at gøre Spotify til Europas største musik streamingtjeneste – og mener dermed ikke, at klagen er velbegrundet.
Kilde: The Verge
5. AI kan snart hjælpe dig med Google Ads
Og så slutter vi også lige månedens Xtracts ud med noget kunstig intelligens. Selvfølgelig. Og det er ingen ringere end Google, som har et nyt AI-tiltag klar i lommen – til Google Ads-brugere.
Både din virksomheds og Googles mål med annoncerne er at nå ud til så mange som muligt. Det skal kunstig intelligens nu hjælpe med ved automatisk at lave forskellige assets til annoncerne, f.eks. ekstra overskrifter og beskrivelser til split-test, så de optimeres bedst muligt. Og flere brugere meddeler allerede nu, at de ser en 2 % stigning i konverteringer.
Indtil videre er funktionen i åben beta-tilstand, tilgængelig på engelsk for alle brugere. Og man kunne nemt forestille sig, at det ikke tager lang tid for dem at udvide det til flere sprog.
Kilde: Search Engine Journal