1. Elon Musk køber Twitter
Vi er næsten sent ude med den her – for du har garanteret allerede set det. Det gør det dog ikke mindre bemærkelsesværdigt. Det gik nemlig fra, at Elon Musk var Twitters største aktionær (9,2 %), til at han valgte at købe hele platformen for svimlende 44 milliarder amerikanske dollars. Det er rundt regnet 311 milliarder danske kroner.
Hvad det konkret vil betyde for de millioner af brugere på Twitter er endnu uvist. Et af de helt store fokuspunkter for Musk er i hvert fald ytringsfrihed, men han har efter sigende også fjernelse af falske profiler og endda et betalt medlemskab på agendaen.
Vi må værne os med lidt tålmodighed for at se, hvad der kommer til at ske.
Kilde: Social Media Today
2. EU strammer reglerne for Facebook og Google
Mange af de eksisterende digitale regler og love blev skabt i en tid, hvor internettet så meget anderledes ud. Globale webshops var en langsigtet drøm, søgemaskiner var annoncefrie og sociale kæmpemedier var ingen steder at se. Nu skal nogle af de regler justeres til det moderne internet – og det har konsekvenser for Facebook og Google.
Digital Services Act. Eller ‘retsakten for digitale tjenester’. Det er en aftale lavet af Europa-Parlamentet og Ministerrådet, som i grove træk skal gøre det tryggere for den moderne bruger at være på internettet.
Det skal gøres igennem bl.a. justering af platformenes algoritmer, forbud mod at målrette reklamer mod børn – og en generelt større indsigt i, hvad der foregår bag kulisserne på de platforme, vi bruger hver dag.
Kilde: DR.DK
3. Metaverse tager et fysisk skridt
Hvis du synes, at Metaverse stadig er et ret forvirrende koncept, så kommer den her nyhed nok ikke til at gøre det meget bedre. For hvor alt om Metaverse indtil videre har handlet om deres (mange) virtuelle tiltag, er Metas nyeste skaktræk i stedet en helt og aldeles fysisk forretning i Burlingame, Californien.
Her skal Meta nemlig sælge Virtual Reality-headsets, i håbet om at få flere brugere til at tilslutte sig det allerede hurtigt voksende Metaverse. I butikken vil man kunne afprøve de forskellige headsets sammen med nogle af de mest populære funktioner og spil, så man kan få en grund smagsprøve på den virtuelle verdens mange muligheder.
Der er allerede nu tale om flere butikker med samme formål i fremtiden, og selvom Meta muligvis komme til at opleve forhøjede omkostninger på deres VR-udstyr, kan det i sidst ende øge Metaverse’ brugerbase markant.
Kilde: Social Media Today
4. Unilever stopper markedsføring til unge under 16 år
Fokusset på datasikkerhed og en mere etisk tilgang til online markedsføring har været stødt stigende i løbet af de seneste år. Der kommer flere regler og lovgivninger på området, og mange virksomheder tager skridt imod en mere ansvarlig marketingstrategi.
Det gælder bl.a. Unilever, som fra nu af ikke længere vil markedsføre sig til unge under 16. Derudover vil de heller ikke indhente eller opbevare data fra samme gruppe. Disse nye regler gælder i alle deres markedsføringsområder og skal ifølge Unilever begrænse, hvor meget unge bliver eksponeret for og påvirket af reklamer for mad og drikke.
En klapsalve til Unilever herfra 👏
Kilde: Marketing Week
5. Annoncer kommer til Netflix
I sidste årti overhalede online streaming den traditionelle flimmerkasse med fuld fart. Et stort udvalg af serier og film. On-demand og uden afbrydelser. Men nu har Netflix oplevet et tab af abonnenter for første gang nogensinde. Den forhøjede konkurrence fra samtlige fronter har udfordret streaminggiganten på flere områder, og det har fået dem til at kigge i nye strategiske retninger.
Netflix har i hvert fald nu offentliggjort, at de er ved at kigge på at implementere annoncer på deres platform. De gør dog opmærksom på, at dette ikke (nødvendigvis) gælder for alle. I stedet vil det med alt sandsynlighed fungere som et billigere medlemskab på platformen, som skal kunne gøre det økonomisk nemmere for flere at benytte sig af streamingtjenesten.
Det betyder altså også, at Netflix – en tjeneste med en allerede stor brugerbase – kan gå hen og blive en platform for online annoncering. Det fører altså Netflix ind i samme felt som bl.a. YouTube – såvel som den traditionelle flimmerkasse.
Kilde: The Drum