Så er det sommer
Sådan helt officielt – vi har nemlig ramt den første sommermåned, juni. Det betyder også, at det er blevet tid til fem digitale nyheder.
Googles nyeste AI-funktion, AI Overview, tiltrækker mediernes opmærksomhed, OpenAI og Reddit er rykket tættere sammen, og så har X efterhånden slettet alle spor efter Twitter.
Du kommer ikke til at kede dig – der er rigeligt at give sig i kast med.
Her får du juni-udgaven af Xtracts, dit digitale nyhedsoverblik.
1. Googles AI Overviews går viralt
Du har helt sikkert se det: mystiske, bizarre og ukorrekte udtalelser fra Googles nyeste AI-værktøj, AI Overviews. Det er nemlig gået viralt og flere store medier rapporterer om emnet.
Der er da heller ikke noget at sige til, at man lige kigger en ekstra gang, når man bliver fortalt af Google, at det er muligt at blande lim i osten for at få den til at sidde bedre fast på pizzaen.
Problemet med dette er, at flere milliarder benytter sig af og har tillid til Google som saglig kilde – og sådan en situation her, kan hurtigt svække den tillid. Google er selvfølgelig i fuld gang med at rette fejlen.
Det er dog ikke første gang, at Google oplever problemer med sine AI-værktøjer. Både i sin nuværende form, Gemini Chatbot, og sin tidligere, Bard Chatbot, opstod der fejl, som kostede Google dyrt.
Google AI Overviews er indtil videre kun tilgængelig i USA, men det har ikke afholdt resten af verden fra at få øje på de særlige svar.
Kilde: Search Engine Journal
2. Snapchat giver sine annonce-funktioner et boost
I slutningen af 2023 kæmpede Snapchat med lavere annoncevækst og højere omkostninger end forventet. Men i år har det hele vendt sig i takt med, at de har redefineret deres annoncemuligheder og -systemer, samt sat større fokus på SMV’er (små/mellemstore virksomheder).
Blandt andet har de re-designet deres annonceformat, så annoncerne ligner brugergenererede stories mere og platformen fremstår mere ensartet. Derudover er det blevet lettere for brugerne at downloade apps – endda uden at skulle forlade Snapchat. Det har efter deres målinger skabt lavere Cost per Installs og forbedret ROI for annoncørerne. Derudover er der blevet sat mere fokus på mulighederne med AR (augmentet reality), og hvordan AI kan bidrage positivt – blandt andet med at vække et 2D-billede til live.
Alt sammen elementer, der kan bidrage til en mere kreativ og engagerende annonceoplevelse.
Dette er blot få af de introducerede tilføjelser og ændringer. Selvom nogle af dem har været en del af systemet i op mod et års tid, er der alligevel meget at lære og mange muligheder i deres præsentation af det gentænkte annoncesystem.
Kilde: Social Media Today og Snapchat
3. OpenAI og Reddit indgår samarbejde
For nylig har OpenAI og Reddit taget hinanden i hånden og indgået et samarbejde. Det betyder, at Reddit får adgang til OpenAI’s teknologi til at kunne oprette og integrere AI-funktioner, alt imens OpenAI får muligheden for at fodre ChatGPT og andre af deres produkter med Reddit-posts.
OpenAI er ikke den eneste store tech-virksomhed, som Reddit har indgået aftaler med. Tidligere på året indgik de en lignende aftale med Google.
Hvordan hele dette samarbejde bliver taget i mod blandt brugerne på Reddit, bliver spændende at følge med i. Brugerne har tidligere ikke været bange for at udtrykke potentiel utilfredshed, når platformen har foretaget ændringer.
Kilde: The Verge
4. Annoncering på TikTok bliver snart lettere
Opdateringer af AI-værktøjer, forbedrede automatiserings muligheder inden for annoncer og nye annoncetyper er blot et par af de ting, som TikTok præsenterede under deres årlige World Event.
Et af de helt store punkter, var TikToks nye kreative AI-pakke til annoncører: Symphony. En platform, hvor alle kreative AI-værktøjer samles under ét tag, så det bliver lettere for annoncører at tage i brug. Værktøjer som hjælp til at udforme manuskripter, producere videoer, brainstorme ideer og skabe videokampagner på baggrund af dine allerede eksisterende kampagner. De fleste af disse værktøjer er ikke nye, men har bare fået et nyt sted at bo.
AI-værktøjerne er ikke de eneste, der får et hus at bo i. Også marketingværktøjerne bliver nu samlet det samme sted: TikTok One.
Det kan virke som en lille ting, at det hele bliver samlet, men i virkeligheden bliver det højst sandsynligt markant lettere at være annoncør på TikTok.
Kilde: Social Media Today
5. X har slettet sidste officielle spor af Twitter
Der er ingen tvivl om, at Elon Musk forsøger at slette samtlige spor efter Twitter. Og nu er han trådt et skridt længere ud af den blå fugls skygge. Denne gang ved at ændre domænenavnet fra Twitter.com til X.com. Dermed er Twitter helt officielt fortid og en æra er slut.
I 25 år har han drømt om at lancere X under domænenavnet X.com. X er nemlig ikke så nyt, som du måske går og tror: Musk har brygget på ideen siden 1999.
Selvom det er et farvel til Twitter-domænet, giver funktionerne i Twitter stadig genlyd på det nuværende X. Hvis du ikke tænker for meget over det, kunne man godt stadig tro, at det var gode gamle Twitter. Når det er sagt, er det ikke den samme platform, og de sigter ikke efter samme mål.
Om man er fan af Elon Musk og X eller ej, så forbliver det stadig den største platform inden for sit område – selvom mange konkurrenter har forsøgt at møve sig frem.
Kilde: Social Media Today