Sommerferien står for døren

Men inden vi giver tastaturet fred og vores contenthjerne en pause, skal du lige have 5 digitale nyheder med på vejen, som du kan læse i solen.

Gen Z har ændret sin søgeadfærd, Amazon giver sit bedste bud på en løsning til cookie-udfasnings-problemet, og Coca Cola rykker sit fokus i ny kampagne.

Læsebrillerne får rigeligt at lave.

Her får du juli-udgaven af Xtracts, dit digitale nyhedsoverblik.

1. Gen Z tyr til sociale medier for produktsøgning

I mange år har Google været stedet, man besøger, når man vil opdage og researche produkter. Gen Z, generationen født mellem 1995 og 2012, er dog begyndt at bevæge sig væk fra denne tendens og mod sociale medier som Reddit.

Undersøgelsen, der har opdaget denne skiftende adfærd, er foretaget af Reddit i samarbejde med den engelske forbrugerundersøgelses-virksomhed, GWI, og det kreative Gen-Z bureau, AmbassCo. Heri fremhæves de væsentligste ændringer i, hvordan unge mennesker opdager og researcher produkter online:

  • Brug af traditionelle søgemaskiner er faldende blandt Gen Z.
  • Sociale medier er blevet vigtigere for opdagelse af produkter.
  • Der er en øget skepsis over for influencer marketing.
  • De nuværende oplevelser med søgemaskiner lever ofte ikke op til brugernes forventninger.
  • Fællesskabsbaserede platforme (som Reddit) vinder tillid.

Det kan betyde, at det er blevet tid til at udfordre de traditionelle marketingstrategier og tænke i nye baner, for at nå det yngre segment.

Kilde: Search Engine Journal

2. X vil give bedre indsigt i brugeraktivitet

Bedre sent end aldrig. X har endelig besluttet sig for at implementere en funktion, der gør det muligt at se, hvornår dit publikum er mest aktivt på platformen. Det er en funktion, der har været tilgængelig i tredjeparts-apps længe, men nu er det endelig blevet en integreret del af appen – dog kun, hvis du er betalende premium-medlem.

Med sådan en indsigt ved hånden, bliver det lettere for virksomheder at planlægge, hvornår det giver mest mening for dem at poste og interagere.

Så er spørgsmålet bare, om det er lidt for sent, at funktionen er blevet tilgængelig. For er der stadig nok brands, der benytter X som en del af deres marketingstrategi?

Kilde: Social Media Today

3. Amazon kommer med bud på cookie-løs løsning

Udfasning af tredjeparts-cookies er ikke et nyt emne – ej heller en realitet endnu. Derfor betyder det ikke, at man ikke kan være på forkant. Og det er Amazon. De har nemlig lige præsenteret en mulig løsning til cookie-udfasnings-problemet, som de kalder Ad Relevance.

Denne er hverken afhængig af cookies eller andre tredjeparts-data. I stedet benytter den kunstig intelligens til at analysere milliarder af browsing-, køb- og streaming-datapunkter på tværs af Amazon-platforme og -systemer, og matcher disse indsigter med, hvilket indhold en forbruger ser nu og her.

Så tænker man måske ”ja ja, det virker helt sikkert ikke, når først det bliver testet i praksis”, men faktisk er systemet allerede blevet testet – også gennem en længere periode – på Amazons Audiences, Contextual Targeting og Perfomance+ tilbud. Med gode resultater ifølge dem selv.

Måske det er en løsning? Vi får se.

Kilde: Marketing Dive

4. Googles spam-opdatering skaber utilfredshed

Google møder en del modvind i disse tider. Først I forbindelse med deres nyeste AI-funktion, AI Overview, og nu med deres seneste spam-opdatering:

“Today we released the June 2024 spam update. It may take up to 1 week to complete […]”

Tidligere har disse opdateringer været kærkommen i marketingverden – særligt blandt dem, der beskæftiger sig med søgemaskineoptimering – men siden slutningen af 2023 har stemningen været anderledes.

Opdateringerne har til formål at reducere lavkvalitets- og spamindhold fra Googles søgeresultater. Mange mener dog, at de seneste opdateringer, samt udrulningen af AI Overview, har haft den modsatte effekt og fremmet denne type resultater. Samtidig har mange mindre websites oplevet, at de seneste opdateringer har skabt problemer for deres trafik og giver større brands en fordel. Der er da heller ikke blevet informeret om, hvad de nye opdateringer reelt indeholder.

Der lurer derfor en stærk skepsis og bekymring for, om det ender med at skabe flere problemer.

Kilde: Search Engine Journal og Search Engine Journal

5. Coca Cola sætter fokus på relationer i ny kampagne

Produktet som helten – det ultimative, som ikke kan undværes. Sådan ser mange reklamer ud i en eller anden grad. Men Coca Cola har nu valgt at gå i den modsatte retning og flytte fokus væk fra produktet.

De har nemlig sat gang i kampagnen, Spills, der sætter fokus på de nære relationer – eller rettere sagt, på de øjeblikke og relationer, det er værd at spilde din yndlingsdrik for: din hund, der springer i dine arme, et gensyn med din partner, en surprise-fest for din ven. Tre scenarier, der bliver brugt i kampagnen. Alle med den samme præmis: det vigtigste i verden er de menneskelige relationer, og man bør fokusere på det, der betyder mest.

Det kan betale sig at tage en chance og tænke ud af boksen – selvfølgelig hjælper det også med et veletableret og genkendeligt brand, men er præmissen god, kan man nå langt.

Kilde: Marketing Dive