Nu’ det jul igen
Men inden julefreden får lov at sænke sig, er der et par ting, som du skal opdateres på først. Derfor har vi fundet frem til året sidste omgang digitale nyheder.
Lad os kigge på det:
Threads og Bluesky kæmper om brugerne, imens er Coca Cola gået all in på AI-julereklamer, og så er Black Week blevet det nye Black Friday.
Fra alle os til alle jer: december-udgaven af Xtracts, dit digitale nyhedsoverblik.
1. Er der erklæret krig mellem Threads og Bluesky?
På to måneder er Twitter-klonen Bluesky gået fra 9 millioner brugere til 20 millioner. Selvom der stadig er et godt stykke vej op til Threads’ 275 millioner burgere, er det alligevel noget af en udvikling på meget kort tid.
Da Elon Musk overtog Twitter og skiftede navnet til X, søgte mange brugere væk fra platformen – Threads blev oprettet som en respons herpå. I dag er Threads den foretrukne konkurrent til X, men det kan potentielt ændre sig, hvis Bluesky fortsat ser en stigning.
Stigningen kommer i kølvandet på det amerikanske valg, hvor en massiv mængde brugere igen tog afstand til den Trump-støttende Musk. Bluesky var dog ikke den eneste platform, der højnede sit brugertal – også Threads fik en bid af kagen.
Alligevel er Threads en smule nervøse. Umiddelbart ser det nemlig ud til, at Blueskys udvikling fortsætter i takt med, at flere og flere kendte også rykker mod platformen. Så selvom appen på nuværende tidspunkt kun har 20 millioner, kan tallet pludselig stige tit 100 millioner eller mere – det er set før.
Som en reaktion har Threads sat gang i nye projekter og tilføjet nye funktioner til appen, som minder om lignende funktioner på Bluesky. Folkene bag Bluesky valgt da også at prikke til den sovende bjørn, ved at skrive, at Threads har et lavt antal aktive brugere trods høje brugerantal. Det fik Threads til at poste ny rapport om et betydeligt højere antal aktive brugere end påstået af Bluesky.
Så er spørgsmålet: er der erklæret krig? På nuværende tidspunkt, nok mest en kold en af slagsen.
Kilde: TV2 og Social Media Today
2. Coca cola er gået all in på AI i årets julereklamer
Og det ser spændende ud – måske lidt for spændende. De har i hvert fald ikke fået den modtagelse, som Coca Cola nok havde håbet på. Den klassiske glæde og begejstring, som brandets reklamer plejer at vække, er blevet erstattet af rædsel og kritik. De er blandt andet blevet beskrevet som ” et sjælløst og uhyggeligt, dystopisk mareridt”, at kampagnen har ”ødelagt juleånden”, og at ”Coca Cola har fortjent et stykke kul”.
Der er blevet budt ind med tre AI-videoer fra forskellige bureauer til kampagnen – og ingen af dem er kommet på DAIVID’s liste over de 30 mest effektive julekampagner i 2024.
Sammenlignet med en ældre kampagne fra 2020, scorer alle tre videoer lavere på både brandgenkendelse, positive følelser og opmærksomhed. Til gengæld scorer de højere på trangen til en cola – formegentlig fordi, at der i AI-versionen vises et close-up af en Coca Cola-flaske.
Tag selv et kig på 2020 versionen og en af de tre AI-versioner.
Kilde: Search Engine Journal
3. Bliver Google tvunget til at sælge Chrome?
Google har længe stået overfor en række problemer og anklager – særligt fra den amerikanske Department of Justice (DOJ). Én af dem lyder på, at de har ulovligt monopol på søgemarkedet. Nu har DOJ et bud på en løsning: Google skal sælge sin Chrome-webbrowser og potentielt Android-mobiloperativsystemet.
Grunden til at DOJ særligt angriber Chrome, er at de mener, at det netop er browseren, der har styrket Google position. Som du nok har gættet, er Google ikke synderligt vilde med ideen. De fremlægger, at sådan et salg – af Chrome såvel som Android – vil kunne bringe sikkerhed og privatliv i fare, samt skade innovation og teknologisk fremskridt.
Kampen mellem DOJ og Google har stået på siden 2020, og i september blev det lagt for dagens lys, at Google har brudt antitrust-lovgivningen. Som konsekvens skal både DOJ og Google byde ind med løsninger, der kan genoprette konkurrencen på søgemarkedet.
Hvordan det komme til at gå, bliver vi forhåbentlig klogere på i det nye år.
Kilde: Search Engine Journal
4. Google Analytics-brugere er ikke længere afhængige af tredjeparts-cookies
Siden Google droppede udfasningen af tredjeparts-cookies, er der ikke rigtig nogle, der kan finde ud af, om cookies er ude eller inde af varmen. Men hele udfasnings-snakken har sat gang i nye alternativer, som skal kunne imødekommen en cookie-løs fremtid – og nu byder Google selv ind med endnu et.
Alternativet går under navnet Customer Match, og findes i en nyligt annonceret opdatering til Analytics-platformen. På nuværende tidspunkt i beta-testning. Customer Match skal forbedre re-marketing-mulighederne gennem frøstepartsdata, når det ikke er muligt at benytte tredjeparts-cookies.
Du er måske allerede stødt på Customer Match i Google Ads – blot i et lidt andet format. Analytics-versionen er skabt til at være mere gnidningsfri og automatiseret. Funktionen skal manuelt slås til, men integreres automatisk med kampagner, der benytter Smart Bidding.
Førstepartsdataet bliver indsamlet via den pågældende virksomheds egne websites, e-mailadresser og telefonnumre. Google lover, at hverken sikkerhed eller privatliv bliver kompromitteret: alt data behandles i hashing-format. Det vil sige, at alt data bliver krypteret.
Hvorvidt det kan blive en succes, vil beta-testningen med tiden afsløre.
Kilde: Search Engine Journal
5. Black Week er det nye sort
Igen i år er der blevet slået rekorder i forbindelse med Black Friday: MobilePay meddeler, at der i forbindelse med årets Black Friday er blevet købt for 1,2 milliarder kroner via betalingstjenesten. Det svarer til en stigning på hele 32% i forhold til 2023, og er dermed det hidtil højeste tal.
Der kan være flere grunde til denne massive stigning. Både at Black Friday i år faldt sammen med, at lønnen kom, og at flere og flere danskere har vænnet sig til at klare store dele af juleindkøbene denne dag.
Det er dog ikke kun til Black Friday, at der bliver lagt penge på bordet. Black Friday er nemlig for flere og flere virksomheder begyndt at strække sig over en hel uge, og er dermed blevet til Black Week. Det vil også sige, at omsætningen bliver lavere om fredagen, men stiger over ugen. Årsagen: detailhandlen er presset, og en hele uge med tilbud giver større mulighed for at indfange flere kunder. Samtidig er der kamp om annoncepladserne, og det handler derfor om at være tidligt ude.
Kilde: Markedsføring og MobilePay