Xtracts: August 2023

Velkommen tilbage

Kufferten er pakket ud, baderingen er blevet helt flad igen og vejret er – ja, som man efterhånden kan forvente af den danske sommer. Vi er tilbage igen på kontoret og er som altid klar med 5 skarpe fra den digitale branche.

Vi zoomer bl.a. ind på Metas splinternye sociale medie, OpenAI’s fejlslåede AI-identificeringsværktøj – og så skal vi selvfølgelig snakke om den måske mest drastiske beslutning, Elon Musk har truffet omkring Twitter.

Det og mere får du i månedens udgave af Xtracts, dit digitale nyhedsoverblik. God læselyst.

1. Verdensberømt fugl lader livet

Månedens helt store nyhed. Og en, der måske er lidt svær at fatte. Især hvis man er trofast bruger af Twitter. Siden de sociale mediers indtræden i vores digitale dagligdag, har den blå fugl været et af internettets mest ikoniske – ja, ikoner. Men alting har en ende.

X. Det er det nye logo for Elon Musks sociale platform. Og formentlig også navnet på sigt. Det offentliggjorde Musk selv i et tweet i slutningen af juli, hvorefter sitets velkendte fugl fløj fra reden og gjorde plads til det nye symbol. Webadressen www.x.com fører desuden også til Twitter nu.

Elon Musk og Twitter har været hovedrollerne i 2023’s udgaver af Xtracts, uden tvivl, men det her må være den mest drastiske forandring, vi har kunne skrive om. Og det vil med garanti bringe endnu flere ændringer med sig.

Vi kan om ikke andet anbefale at have X’er som logo.

Kilde: NBC NEWS

2. Meta præsenterer nyt socialt medie

Indtil ovenstående nyhed trådte ind i feedet i slutningen af måneden, så var det her nok det største samtaleemne inden for sociale medier. Og imponerende nok er det stadig lidt relateret til Twitter (eller X). For hvis man er ved at blive svimmel af at navigere alle de sociale medier, så hold på hat og briller: der er kommet endnu et.

Navnet på Metas nye kreation er Threads. Og vil man vide, hvad det går ud på, skal man først og fremmest bare kigge på Twitter. Der er nemlig tale om en platform, hvor du deler og reagerer på tekstopslag. Den helt store forskel sammenlignet med den nu fugleløse kollega er måske, at det er koblet til din Instagram-konto. Det taler altså ind i Metas vision om at forbinde alle deres platforme i et samlet univers.

Meta udtaler selv, at planen er at gøre Threads kompatibel med adskillige programmer som f.eks. WordPress, hvilket vil gøre det muligt at interagere med platformen uden at have en konto derpå. ”En ny æra af diverse og forbundne netværk”.

Threads er endnu ikke tilgængeligt i Danmark, så for nu kan vi nøjes med at være nysgerrige.

Kilde: Meta

3. OpenAI trækker AI-identificeringsværktøj tilbage

Hermed månedens AI-nyhed. Det sidste lange stykke tid har man gang på gang kunne læse om nye AI-værktøjer, der dukker op i øst og vest. Så det er næsten helt interessant i sig selv, at der denne gang er tale om et værktøj, som trækkes tilbage.

OpenAI, skaberne bag bl.a. ChatGPT og DALL-E, introducerede tidligere på året et program, der skulle være i stand til at genkende AI-produceret indhold. Det skulle bl.a. afhjælpe, at kunstig intelligens kan bruges til f.eks. eksamenssnyd. Desværre var programmet ikke så effektivt som forudset – bl.a. gav den betydeligt mange falske positiver – og derfor har OpenAI nu gjort værktøjet utilgængeligt.

Det skal selvfølgelig lige siges, at OpenAI ikke har droppet projektet. De vælger dog at forbedre værktøjet igennem mere dataarbejde, før det igen bliver tilgængeligt for os. 

Kilde: The Verge

Stadig forvirret over det der AI? Bare rolig: vi tager hul på emnet i Marketing Perspektivet:

4. Meta teaser stemmeaktiveret marketing

Har du nogensinde været bekymret for om Facebook lytter med på dine samtaler? Bare rolig: det er med alt sandsynlighed ikke tilfældet. Men ideen om, at et socialt medie kan lytte med og på den måde indsamle data, er ikke så langt ude i fremtiden – om end på en knap så uhyggelig måde.  

Meta har nemlig lige taget et patent ved navn “User Identification with Voiceprints on Online Social Networks”. Systemets formål ville være at kunne genkende brugerens stemme og bruge det som stemme-ID til at åbne op for – eller låse – en app og dens forskellige funktioner. Det er på sin vis ikke mange stenkast fra fingeraftryks- eller ansigtsgenkendelse, som telefoner nu har haft i flere år.  

Men herefter bliver det interessant. Meta forklarer nemlig, at funktionen også ville kunne bruges til at aflæse, om der er flere stemmer til stede i rummet, når brugeren f.eks. bruger sin stemme til at logge ind. Hvis der er andre i rummet (hvis stemme-ID er registreret på platformen) vil der kunne vises indhold og annoncer, som matcher alle tilstedeværendes interesser.  

Sidstnævnte ville dog kunne deaktiveres af brugeren, så stemme-ID’et kun bruges til sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Så ingen dystopisk overvågning her. Men noget tyder på, at et nyt kapitel i annonceringshåndbogen er på vej.

Kilde: Social Media Today

5. Bing Chat kommer til Safari og Chrome 

Bing har ikke ligefrem haft den gule trøje på i internetræset. Men efter, at AI for alvor er slået igennem, har Microsofts søgemaskine nu fået et es i ærmet – et es, der indtil nu dog kun kunne findes på Microsofts egen browser, Edge. 

Det es hedder Bing Chat: Bings søgefunktion tilsat en masse kunstig intelligens. Ligesom med f.eks. ChatGPT, kan du her give en tekstprompt, hvorefter du får et mere udførligt svar end søgemaskiner ofte er i stand til at give. Og selvom det før kun kunne lade sig gøre, når du brugte Bing via Edge, kan brugere på Safari og Chrome snart også gøre brug af den intelligente søgefunktion. 

Google har sin egen version af samme funktion, Bard, så det er på mange måder et strategisk træk fra Microsofts side at åbne op for Bing Chat på tværs af browsere. Det virker meget sandsynligt, at AI bliver en fast del af, hvordan vi bruger søgemaskiner – allerede i den nærmeste fremtid.  

Kilder: The Verge