WordPress er verdens største open source CMS og bliver i dag brugt af over 40% af verdens websites. Systemet tilbyder en bred vifte af muligheder for at tilføje, redigere eller fjerne ønskede funktionaliteter. Og det er på mange måder utrolig brugervenligt. Dog mangler WordPress også nogle funktioner fra start, såsom værktøjer til søgemaskineoptimering, håndtering af sproglag eller e-handelsfunktioner.
Af disse grunde bruger næsten alle WordPress-websites plugins.
Plugins kan ganske kort beskrives som byggeklodser, der tilføjer ekstra funktioner til dit website. De er med til at skabe lige netop det website, du ønsker. Også når det kommer til hastighed og SEO. Faktisk findes der stort set et plugin til ethvert formål.
Typisk er det tredjepartsbrugere – såsom dit SEO-bureau – der afgør, hvilke plugins, der er passende at benytte. Alligevel kan der stadig være værdi i at få en dybere viden om, hvordan WordPress-plugins fungerer, og hvilke fordele og ulemper der er.
Her finder du dine plugins
WordPress har samlet 59.769 plugins i et officielt bibliotek. Dem kan du frit hente og installere. De mest avancerede og populære af slagsen koster dog ofte penge, hvis de skal benyttes i deres fulde omfang. Det skyldes ganske enkelt at velkomponerede og veludviklede plugins kræver løbende vedligeholdelse, fortsat udvikling og optimal kundeservice. Noget du som websiteejer nyder godt af i længden i driften af dit website.
Premium plugins
Hvis du vil bruge premium plugins, som koster penge i deres fulde version, skal du enten kontakte udvikleren direkte eller købe fra separate butikker. Nogle af de mest almindelige eksempler på disse premium plugins kunne være:
Gravity Forms
Til oprettelse af avancerede formularer
Yoast SEO Premium
Til arbejdet med søgemaskineoptimering
Cookiebot Premium
Til overholdelse af gældende regler på området
Mulighed for individuelle og gennemgribende ændringer
Uanset om dit website er avanceret eller simpelt, om virksomheden er en restaurant eller en frisør, så vil udvalgte plugins være med til at forbedre websitet og skabe en bedre brugeroplevelse.
Med plugins ændrer du, hvordan WordPress ser ud eller hvordan det opfører sig. De påvirker med andre ord platformen på grundlæggende parametre. Plugins giver dig altså en ekstraordinær fleksibilitet og frihed til at tilpasse og opbygge dit website præcis som ønsket. Og det er en kæmpe styrke. I hvert fald når det gøres korrekt.
Stærkt sammenspil styrker websitet
Dine forskellige plugins er ikke kun individuelle funktioner. De interagerer nogle gange med hinanden, så de forskellige funktioner spiller sammen og styrker hinanden. Dette har også skabt udvidelser, der øger funktionaliteten af en anden udvidelse – og så videre. WooCommerce er et godt eksempel på dette. Det er en e-handels plugin med mange kompatible add-ons, der fx tilføjer søgekriterier eller betalingsmetoder til din butik.
Med nøje udvalgte plugins kan du altså få et website, hvor funktionerne både er individuelt nyttige og skaber et effektivt samspil.
Vælg de rigtige plugins
Som nævnt er WordPress det mest anvendte CMS og et sikkert udgivelsessystem med gennemtestede sikkerhedspolitikker. Omvendt kommer WordPress plugins fra mange forskellige kilder og opfylder ikke alle en ensartet kvalitetsstandard eller forhåndsinspektion.
Kvaliteten og sikkerheden af plugins er svær for den gennemsnitlige bruger at vurdere og implementeringen bør derfor evalueres i samarbejde med en teknisk partner. Og husk at begrænse dig. Jo flere plugins, du vælger at anvende, jo større er risikoen for sikkerhedsproblemer.
Vurdering fra eksperter
Den store effekt af plugins til WordPress giver mulighed for et fleksibelt, udvideligt og alsidigt website. Men det betyder ikke, at man bare kan afprøve, erstatte eller deaktivere forskellige plugins uden risici.
En kyndig WordPress-partner bør anbefale, hvilke plugins der skal bruges, og hvad de bedste er til netop dit WordPress-website. Ligeledes bør du ikke selv installere plugins, medmindre du ved, hvad du laver.