Har du hørt om SearchGPT? Hvis ja, har du sikkert også hørt gisninger om, at det bliver den helt store udfordrer til Google.
Og derfor er det en naturlig reaktion at bekymre sig over, om alle de indsatser, du har gjort dig med søgemaskineoptimering (SEO), kan være spildt, hvis brugerne med tiden ikke længere vil benytte Google, som deres foretrukne søgemaskine.
Og hvad med mine Google Ads annoncer – dem er der jo heller ingen der ser, hvis Google ikke længere benyttes af flertallet?
Men bare rolig – Inden du panikker over dine investeringer i SEO og Google Ads, så lad os lige tage et kig på, hvad SearchGPT egentlig er for en størrelse – og hvilken indflydelse det kan få på effekten af din markedsføring på Google.
Hvad er SearchGPT?
SearchGPT er OpenAI’s seneste skud på stammen: deres fremtidige AI-drevne søgemaskine.
Traditionelle søgemaskiner som Google præsenterer dig for en række links i søgeresultaterne, der relaterer sig til din søgning – rangeret efter en avanceret algoritme.
SearchGPT er 100% AI-drevet og leverer aktuelle svar og informationer på baggrund af realtidsdata fra hele internettet – uden at vise dig en søgeresultatside som på Google.
Har du opfølgende spørgsmål, kan du stille dem, da SearchGPT fungerer som en slags samtale-søgemaskine. Alle svar dokumenteres med links – og relaterede links vises i en sidebar.
Med henblik på at bringe mere kvalitet i søgeresultaterne og respekt for journalistik – samt sætte brugere i direkte forbindelse med indholdsskabere – samarbejdes der med nyhedsmedier, udgivere og indholdsskabere. Det er dog ikke alle nyhedsmedier, som ønsker deres artikler som kilde til SearchGPT’s svar.
I første omgang vil søgemaskinen også operere uden reklamer, og brugerdata er derfor ikke muligt at benytte til annonceringsformål.
På nuværende tidspunkt er søgemaskinen kun en prototype og testes af 10.000 brugere. Med den begrænsede tilgængelighed tester og justerer OpenAI i et lukket miljø, for at kunne give de mest pålidelige og præcise resultater, når der bliver åbnet op for en større pulje.
Med tiden er det planen at integrere søgemaskinen i ChatGPT.
Google vs. SearchGPT
Så hvordan positionerer Google og SearchGPT sig overfor hinanden?
Det er ingen hemmelighed, at Google sidder på tronen inden for søgemaskinemarkedet. I Danmark benytter over 95% Google som deres foretrukne søgemaskine. Og som det altid er med dem, der sidder på magten, så møder de udfordrere, der kan skubbe til magtbalancen.
Det er ikke første gang, og det bliver heller ikke sidste gang, at det sker for Google. Og en stærk aktør som OpenAI med SearchGPT kan potentielt være med til at skabe et mere konkurrencepræget marked.
SearchGPT kan tiltrække brugere på deres aktuelle svar på baggrund af AI og realtidsdata, reklamefrie søgninger og større privatliv. Men Google har stadig en klar fordel, når det kommer til lokale søgninger og forretninger.
Og skulle SearchGPT få succes, så må vi stadig forvente, at det vil tage meget lang tid for den almene dansker at tage denne nye teknologi til sig og direkte ændre søgeadfærd.
AI-søgemaskiner er ikke nyt
SearchGPT er dog ikke den eneste AI-drevne søgemaskine, der har kastet truende skygger over Google. Allerede tilbage i 2022 blev Perplexity lanceret, og i dag har de 10 millioner aktive månedlige brugere. En søgemaskine, der mere eller mindre tilbyder det samme, som SearchGPT, og som allerede nu er en milliardforretning med investorer som Amazons Jeff Bezos.
På trods af dette, sidder Google stadig på den største markedsandel.
Google har da også sit eget lignende AI-værktøj – Google Overview – som tilbyder direkte svar på en søgning. Der har dog væres en smule knas i maskineriet da den først så dagens lys. Måske du har hørt om ikke-giftig lim på pizza for at undgå, at osten glider af. Ikke den heldigste start for det nye værktøj, som nu kun viser sig sjældent blandt søgninger. Alligevel er det måske første spadestik for en pendant til det, som SearchGPT tilbyder.
Hvad så nu?
Slå koldt vand i blodet. Google har stået overfor konkurrenter i årevis, og selv hvis SearchGPT ender med at være blive en konkret trussel, så sker der ikke noget lige med det samme.
Desuden arbejder Google konstant på nye elementer, der kan optimere søgemaskinen og -resultaterne. Så når SearchGPT på et tidspunkt ser dagens lys, kan Google potentielt have en opdatering eller ny løsning lige på trapperne.
Ergo, Google lukker ikke i dag – eller i nærmeste fremtid.
I tvivl om, hvad du skal gøre med AI?
Det kan vi hjælpe dig med!