Har du hørt om det ekstra E i Googles E-A-T?

Torsdag den 15. december 2022 – sikke en dag. Det var nemlig dagen, hvor Google meldte ud, at der ville komme en ny elev i E-A-T-klassen: et ekstra E.

Derfor hedder Googles kvalitetsparametre nu Google E-E-A-T.

Hvad står E-A-T for?

De oprindelige bogstaver stod – og står stadig – for Expertise (ekspertise), Authoritativeness (autoritet) og Trustworthiness (tillid). Og nu er Experience (erfaring) kommet til.

Men hvad er disse for nogle? Jo – ser du. De er en del af Googles Search Quality Rater Guidelines, som Google vurderer kvaliteten af din hjemmeside ud fra. Det vil sige, at din hjemmeside bør score så højt som muligt på de fire parametre, som E-E-A-T udgør, hvis du har et ønske om, at dit indhold skal anses som kvalitet af Google.

Særligt er det vigtigt at demonstrere E-E-A-T, hvis du har en hjemmeside, der ligger inden for den såkaldte YMYL-kategori (Your Money or Your Life). Det vil sige hjemmesider, der arbejder med emner som penge og helbred. Google er ekstra opmærksom på sider, der falder inden for denne kategori, da fejlinformation på området kan have stor påvirkning på læsernes liv.

Lad os starte fra toppen…

Hvem?

Rigtige mennesker: 10.000 quality raters rundt om i hele verden.

Hvad?

De bedømmer kvaliteten af din hjemmeside.

Hvordan?

De kigger grundigt på hver hjemmeside, de bliver præsenteret for, og vurderer, hvor højt de hver især scorer på E-E-A-T-parametrene. 

Men hvordan hænger det helt præcist sammen?

Nu skriver vi Google, men er det algoritmen, der sidder og bedømmer – eller hvad?

Nej – Faktisk er det rigtige mennesker. Cirka 10.000 quality raters rundt om i hele verden sidder og vurderer, hvorvidt din hjemmeside lever op til E-E-A-T eller ej. Disse quality raters har til ansvar at bedømme i hvor høj grad en hjemmeside leverer det, som folk søger efter, og vurdere kvaliteten af resultaterne baseret på indholdets E-E-A-T.

Denne vurdering har ikke en direkte indflydelse på rangeringen af den pågældende hjemmeside. I stedet ser Google samlet på alle bedømmelser af hjemmesider, som er relevante for den pågældende søgning, og vurderer, hvilke af disse, der tilbyder den højeste kvalitet og de mest hjælpsomme resultater.

Formålet er altså, at Google kan give søgemaskinens brugere de bedste, mest valide søgeresultater.

Der er en god chance for, at du allerede demonstrerer E-E-A-T i en eller anden grad – det gør de fleste. Det handler nemlig om at skabe en hjemmeside med fokus på at give besøgende den bedst mulige oplevelse. Og det er selvfølgelig din fornemmeste opgave.

Det er dog aldrig en dårlig ide at blive klogere på ting, som man allerede gør – og endnu vigtigere, måske ikke gør. Derfor giver vi dig en gennemgang af E-E-A-T, og hvad du kan gøre for at score bedre på de fire parametre.

Erfaring

Ethvert emne vil blive betragtet som mere troværdigt og pålideligt, hvis den forfatter, der har skrevet om det, også har erfaring med det. Lad os tage et eksempel: hvem ville du stole mest på?

01
Ham, der har spist på en restaurant, og efterfølgende skriver en anmeldelse om sin oplevelse.

02
Ham, der har læst, at et sted skulle være lækkert, og hertil skriver en anmeldelse.

Der er nok ingen tvivl om, at 99,9% ville sige 01 – det gælder også Googles quality raters.

Når du skal demonstrere erfaring, bør du lægge vægt på at benytte egne billeder af produkter, og producere unikt indhold, som er baseret på egne erfaringer. På den måde kan du vise, at du rent faktisk har styr på det område, du beskæftiger dig med.

Af den grund er det heller ikke anbefalet at benytte AI-genereret indhold – i hvert fald ikke uden, at det er blevet korrigeret af et menneske inden udgivelse. Grunden til dette er, at en maskine ikke kan skrive indhold, som demonstrerer erfaring. Det er ikke muligt for den at afprøve en restaurant og efterfølgende anmelde den. Det er kun muligt for den at trække på andres erfaring og skabe indhold ud fra dette.

Måske det ikke er helt tilfældigt, at det ekstra E blev tilføjet kort tid efter, at ChatGPT blev lanceret?

Ekspertise

Eksperter. Det vil Google have. Nogle der ved, hvad de snakker om. Jo større en ekspert du er, jo mere troværdig vil du fremstå. Når det er sagt, skal det også siges, at der findes to former for ekspertise: den formelle ekspertise og hverdagsekspertisen.

Skriver du om emner som håndværk, penge eller lignende, opnås ekspertise ved blandt andet at have en faguddannelse inden for emnet, eller ved på anden vis at have stor viden om emnet. Igen kan man stille det sådan op, om du stoler mest på ham, der skriver om, hvordan du sparer penge, men ingen saglig baggrund har for det, eller ham, der er uddannet inden for økonomi.  

Har du i stedet fokus på mere hobbyrelaterede emner som boligindretning, strik eller noget helt tredje, så er det ikke nødvendigt med en fagrelevant baggrund for at kunne fremstå med ekspertise. Den høje E-E-A-T-score opnås ved at demonstrere en solid forståelse og erfaring inden for området.

Præsentation af omfattende research, citering af troværdige kilder, benyttelse af gæsteforfattere med ekspertise på området og en forfatterbio på alle artikler, der illustrerer, hvorfor forfatteren er kyndig til at kunne udtale sig om emnet, kan også understøtte ekspertise.

Autoritet

Linkbuilding var tidligere en af de ultimative løsninger, når det handlede om at opbygge autoritet. Dette gør sig ikke i samme grad gældende i dag. Dog har det stadig en virkning. Vigtigt er det bare, at linkene kommer fra autoritære, tillidsvækkende kilder.

Heldigvis er der flere måder, hvorpå du kan demonstrere, at din hjemmeside har autoritet. Det kan gøres ved at udforme kvalitetsindhold og få folk til at tale om dit brand. Derudover skal hjemmesiden være let at navigere på, være relevant for dit formål og opdateres jævnligt. Jo færre fejl der er at finde på hjemmesiden, jo bedre. Pas desuden på med salgsfremmende indhold – brug det med måde.

En solid indholdsstrategi kan også have en positiv virkning. I denne bør du overveje alt, hvad brugerne kunne ønske sig at finde svar på, og inkludere så meget af det som muligt på din hjemmeside.

Tillid

Sidst men ikke mindst: En hjemmeside skal udvise tillid. Faktisk er dét det mest essentielle at kunne demonstrere. Uanset hvor meget du kan demonstrere erfaring, ekspertise og autoritet, har det ingen betydning, hvis din hjemmeside ikke også vækker tillid.

Tillid kan opnås ved tydeligt at angive kontaktoplysninger og fysisk placering. Derudover vægter Google sikkerheds- og tryghedsskabende initiativer højt. Derfor bør du sørge for et SSL-certifikat og efterfølgende at implementere HTTPS korrekt. Har du en webshop, kan du tilegne dig E-mærket, som er et blåstempel for sikker onlinehandel. Generelt skal du kunne opretholde et sikkert domæne. Center for Cybersikkerhed giver en række gode råd til hvordan.

Andre ting der har betydning for, om Googles quality raters anser din side som tillidvækkende er, om du har en lettilgængelig privatlivspolitik – og tydelig refusions- og returneringspolitik, hvis du har en webshop. Bliver vi lige ved webshop-delen, er det også en god ide at inkludere produktspecifikationer og eventuelle sikkerhedsråd, hvis det er relevant.

Du må heller ikke gå udenom anmeldelser. Kan du få anmeldelser på eksterne anmeldelsessider, anses dette som et tillidstegn – ikke kun hos Googles quality raters, men også hos potentielle kunder.

Vær desuden også opmærksom på, at de kilder og sider, du eventuelt linker til, er troværdige og relevante for din hjemmeside. Glem heller ikke at faktatjekke al information på din hjemmeside, så du ikke deler noget misvisende.

Det vigtigste takeaway

Selvfølgelig kan du vælge udelukkende at lægge dit fokus på ét af parametrene. Det er dog aldrig at anbefale, hvis du ønsker at score højt. De fire parametre hænger uløselig sammen – misser du én, misser du dem alle. Hver gang du opdaterer eller retter din hjemmeside til, skal alle dele af E-E-A-T derfor være i dine tanker.

Selvom Google har udformet udførlige guidelines, og vi her har forsøgt at forenkle dem, kan det være svært at gennemskue, hvordan det hele skal udføres i praksis.

Vi står klar til at give en hånd, og kan hjælpe dig med alt fra content til udformning af din digitale platform.