Din konverteringsoptimerings-strategi til Black Friday 2024

I de seneste uger har vi fokuseret på, hvordan du kan optimere marketingkanaler som Google Ads, Meta og SEO op til Black Friday.

Nu er vi klar til at fuldende cirklen med et sidste emne: hvordan konverteringsoptimering af din webside kan hjælpe dig med at omdanne den trafik du modtager på Black Friday til flere kunder og mere omsætning.

Selvom Black Friday ofte forbindes med webshops, har vi flere kunder uden online salg, der har opnået stor succes med at generere flere leads på Black Friday. Vores råd i denne blogartikel er derfor ikke kun relevant for webshops, men kan anvendes af alle typer websites.

Derfor er konverteringsoptimering relevant til Black Friday

Mange virksomheder fokuserer primært på at udvælge de rette tilbud og øge spend til marketingkanalerne for at tiltrække mere trafik – uden at tænke over, hvordan brugerne i højere grad kan konverteres.

Udfordringen for mange virksomheder er, at priserne ofte rammer det samme niveau som alle andre, og der tilbydes samme fordele som fri fragt, hurtig levering og betalingsmuligheder. Derfor kan de websites, der har fokus på bl.a. en bedre brugeroplevelse, kan vise stor troværdighed og sørger for en nem købsproces, i større grad vinde kampen om brugerne.

Vi har derfor samlet fem tips til, hvordan du kan øge chancen for, at brugerne vælger netop din virksomhed på Black Friday.

1. Optimer dit websites hastighed

Når trafikken stiger på Black Friday, kan dit website blive langsommere end normalt. Mange virksomheder tilføjer f.eks. store Black Friday bannerbilleder i toppen af websiden, men er disse billeder ikke komprimeret i størrelsen til den faktiske visning, kan de unødigt sænke din websides hastighed – særligt på mobile enheder.

Der findes heldigvis en del ting, du kan gøre for at imødekomme nedsat hastighed på dit website – og endda helt undgå den.

Sådan kan du gøre:

  • Komprimer og tilpas alle Black Friday bannere/billeder.
  • Fjern midlertidigt tunge scripts eller unødvendige elementer.
  • Tilføj ’lazy-load’ på billeder, som ikke skal ses, før det er aktuelt for brugeren.
  • Aktivér browser-caching for hurtigere indlæsning ved gentagende besøg.
  • Overvej opgradering af serverkapacitet, hvis du forventer store mængder trafik.

2. Skab tryghed med øget support

Brugernes travlhed på Black Friday medfører at flere overser informationer, de normalt hurtigt finder. Det er vigtigt at signalere, at din support er til rådighed, og du hurtigt kan hjælpe. Dette vil øge både brugerens tryghed og troværdigheden til din webside.

Sådan kan du gøre:

  • Opret en dedikeret Black Friday-support og tydeliggør den hurtige support.
  • Gør søgefeltet større eller mere synligt, da flere vil benytte det.
  • Opdater FAQ’en med Black Friday-specifikke spørgsmål.
  • Implementér live-chat for hurtigere support.

3. Få dit website up-to-date

Sørg for, at din webside fremstår opdateret, så brugerne kan se, at din virksomhed er aktiv – ikke kun til Black Friday. Hvis brugerne får indtrykket af en sovende virksomhed, kan det mindske deres tillid før et køb. Opdater sektioner som f.eks. nyheder, blogindlæg, Facebook-feed og anmeldelser, så alt fremstår aktuelt. Brugerne vil føle sig mere trygge i, at de faktisk også modtager den vare eller ydelse de overvejer at købe.

Sådan kan du gøre:

  • Sørg for at din ’Om os’-side er fyldestgørende og skaber troværdighed.
  • Opdater nyheder eller blog-indlæg med Black Friday-relateret indhold.
  • Del “behind the scenes” historier, billeder eller video af jeres forberedelser.
  • Fremhæv de nyeste kundeanmeldelser fra f.eks. Trustpilot eller Google.

4. Lav din egen lille brugertest

Det vigtigste punkt på denne liste er at teste dit website før Black Friday. En form for lille brugertest – det behøver ikke være kompliceret. Bed en ven eller et familiemedlem om at teste en af dine Black Friday-landingssider, en populær kategoriside og en produktside – lad dem gennemføre hele kontakt- eller købsprocessen. Det kan ikke understreges nok, hvor værdifuldt det er at opdage, hvis noget ikke fungerer optimalt før Black Friday.

Sådan kan du gøre:

  • Udvælg gerne en person, som ikke kender websitet godt i forvejen.
  • Foretag brugertesten på både computer og mobile enheder.
  • Observer uden at guide eller irettesætte personen.
  • Test betalingsflow, kontaktformular, søgefelt og rabatkoder.

5. Få brugeren til at vælge dig

Black Friday er effektivt, fordi det spiller på frygten for at gå glip af et godt tilbud. Overvej derfor at bruge nedtællingstilbud eller “kun få tilbage”-beskeder for at skabe en følelse af, at kunden skal købe nu. Sørg for kun at anvende disse teknikker, når de er reelle – du vil gerne have, at kunderne vender tilbage og ikke føler sig snydt.

Sådan kan du gøre:

  • Vis ”lav lagerstatus” for produkter med kun få styk tilbage.
  • Tilføj produkter på tilbud i en bestemt tidsperiode (f.eks. 3 timer).
  • Brug tags eller opret kategorier som “Mest solgt på Black Friday” eller “Størst besparelse på Black Friday” for at øge relevans på Black Friday.

Gør det nemt for kunden og vind over konkurrenterne

At optimere for flere konverteringer handler om at fjerne de barrierer, der kan stå i vejen for et salg eller henvendelse.

Fordi Black Friday kun giver dig en kort tidsramme til at få kunderne til at beslutte sig, kan en god brugeroplevelse differentiere din webside fra konkurrenterne – uden at du skal ty til endnu større tilbud eller standardtilbud som gratis fragt.

Selv små forbedringer i brugeroplevelsen kan gøre en stor forskel. Med en målrettet tilgang til vores nævnte anbefalinger, står du stærkere i kampen om brugerne – ikke kun på Black Friday, men også i tiden derefter.

Har du svært ved at finde hoved og hale i hele det her Black Friday-show – så giv os et kald. Vi står klar til at guide dig.

Er du klar til Black Friday?

Hvis ikke, så bare rolig. Det kan vi hjælpe dig med.