Din contentguide 2024

Forbrugertendenser inden for content er i konstant forandring – og derfor skal din content-strategi også løbende justeres, så den kan imødekomme disse forandringer.

Vi giver dig en guide over, hvilken type content, du skal producere i 2024 for at få den helt store tommel op fra din målgruppe.

1. Underholdende indhold

Underholdende indhold er den type content, som brugerne finder mest interessant og mindeværdigt. Sådan har det været længe, men det er en tendens, der holder ved.

Det kan være alt fra sjove emnelinjer i en e-mail, til memes, der relaterer sig til din virksomhed, såvel som underholdende videoer.

2. Vis hvad dit produkt kan

At fremvise dit produkt eller service, er en anden ting, som mange brugere foretrækker. Og det er der jo et utal af måder at gøre på. Derfor handler det om at teste, hvad der virker for netop din målgruppe. Som regel er personliggørelse en sikker vinder – vis brugerne hvordan dit produkt relaterer sig til dem.

3. Gør det relaterbart

I forlængelse af forrige punkt: autentisk og relaterbart indhold er vigtigt for brugerne – også vigtigere end poleret højkvalitetsindhold. Jo mere de kan relatere, jo mere investerede bliver de.

For at kunne være relaterbar, er du nødt til at have et kendskab til dit publikum. Vi har skrevet en artikel om hvordan du lærer dine kunder at kende.

4. Lad brandværdierne skinne igennem

Om dine brandværdier skinner igennem i dit content har også stor betydning. Brugere vælger nemlig ofte produkter fra brands, der deler samme værdier som dem selv. Så vær ikke bange for at lade det, der virkelig betyder noget for dit brand, skinne igennem. Og husk at være ærlig. Det bliver lynhurtigt gennemskuet, hvis der er noget, der ikke stemmer overens.

5. Indhold, man kan lære af

Tutorials, ekspertinterviews og andet indhold, som kan være informerende og give viden, har høj prioritet. Men vær opmærksom på, om contentformatet passer til den måde, som netop dit publikum bedst fordøjer informationer. Video og infografikker er som regel letfordøjelige formater.

6. Trends og aktualitet er nøgleord

Det er værd at følge med i, hvad der trender online – både kulturelt, nyhedsmæssig og på sociale medier. Brugerne ønsker aktuelt content – særligt generationerne, der er født før 1995. Derfor skal du være hurtig på tasterne, når der dukker relevante nyheder, kultur og trends op, som i en eller anden grad kan relateres til dit brand.

7. Tag brugerne med bag skærmen

I toppen finder du også behind-the-scenes content. Det giver nemlig brugerne følelsen af at være en del af teamet og gør det dermed lettere at relatere sig og skabe et forhold til brandet. Så prøv dig frem med denne type indhold og se, om det er noget, dit publikum reagerer positivt på.

8. Optimer til mobil

Indhold skal være optimeret til mobil. Det er nemlig den enhed, som flest foretrækker at bruge, når de shopper online. Vil du være sikker på at ramme din målgruppe, bør du sørge for, at dit indhold er kompatibelt til mobil såvel som computer og tablet.

Hvor skal dit indhold være?

Brugernes fortrukne sted at stifte bekendtskab med produkter er internettet, TV-reklamer og ved at besøge fysiske butikker. Dernæst kommer mund-til-mund, efterfulgt af streamingtjenester. Gen Z (født 1995-2010) er dog mere tilbøjelige til at benytte sociale medier til samme formål – og gerne i form af feed-posts, annoncer, sponsoreret indhold og korte videoer.

Mix og match

Opskriften på godt content er ikke kun at bruge et enkelt eller to punkter, men at forsøge at blande flere af dem og finde ud af, hvilken kombination der passer til netop dit brand.