September betyder… sommer?
Den er god nok. Bedst som man var klar til at ligge sommerhåbet bag sig og gå det hyggelige (men knap så varme) efterår i møde, bliver vi mødt af en uge med +20 grader og ren solskin.
Får du også fornyet energi af det lyse, varme vejr? Så lad os sørge for, at du bruger den på det, der er vigtigt. Og det er ikke at google hjælpeløst rundt for at holde dig opdateret. Derfor giver vi dig som sædvanlig 5 skarpe nyheder fra branchen.
Bl.a. er iOS 17 på vej i fuld fart, Reddit har tilføjet AI-funktionalitet til deres ads manager, og så har LinkedIn fået sig en konkurrent. En velkendt en af slagsen.
Det og mere får du i månedens udgave af Xtracts. Dit digitale nyhedsoverblik – igennem nu 2 år.
1. Apple’s iOS 17 nærmer sig – hvad kommer der til at ske?
I efterhånden nogle år har Xtracts sørget for at være klar til reportage, når en ny udgave af Apples iOS nærmer sig telefonerne. Ofte har det nemlig haft betydning for din digitale marketing. Så med iOS 17 på trapperne, er der kun ét spørgsmål: hvad så denne gang?
Det er næppe en overraskelse, at du som virksomhed skal være klar til gå i tænkeboks igen. Med iOS 17 vil Apple yderligere begrænse adgangen til brugernes data, denne gang ved bl.a. delvist at fjerne URL Tracking Parameters. Konkret betyder det, at du måske ikke vil kunne spore link clicks fra Apple Mail, Messages og Safari Private Browsing. Især det første her er vigtigt, da det har betydning for, hvordan du måler effektiviteten af f.eks. dine nyhedsbreve.
Endnu en gang må du som markedsføringsansvarlig altså være klar til at tage en omfartsvej og tænke nyt. Det er dog ikke nødvendigvis jordens undergang, da det umiddelbart ikke er alle parametre, som iOS 17 kommer til at blokere tracking af.
Kilde: Marketing Dive
Mangler du inspiration til din kunderejse? Vi kigger på Omnichannel-metoder i Marketing Perspektivet
2. Reddit tilføjer analyseværktøjer til deres ads manager
Og så er det endda AI-baseret. Selvom Reddit af og til lever i skyggen af sine SoMe-kammerater, så skal man ikke underkende det potentielle publikum, der gemmer sig på internettets selverklærede forside. Og nu er der måske endnu mere grund til at blive nysgerrig på, hvad Reddit Ads kan gøre.
Reddit Ads Managers nye Keyword Suggestions-funktion bruger kunstig intelligens til at finde de mest relevante og performance-øgende søgeord til dine annoncer. “Maskinen” analyserer, hvilke søgeord, der giver det største potentielle publikum – på samme tid med, at den tjekker konteksten i de analyserede fora og posts (for at tjekke både relevans og sikkerhed). Med andre ord kan den hjælpe dig med at målrette dine annoncer på en måde, der både er relevant for din virksomhed – og som virker.
Keyword Suggestions er tilgængelig allerede nu inde på Reddits Ads Manager. Så hvis du i forvejen administrerer annoncer på Reddit, så er der ingen tid at spilde.
Kilde: Search Engine Land
3. EU’s Digital Services Act har meldt sin ankomst
Det er ikke første gang, vi skriver om det her i Xtracts. Faktisk er det en nyhed, vi skrev om helt tilbage i maj 2022. Dengang var reglerne offentliggjort, men endnu ikke trådt 100 % i kraft. Det er de nu. Velkommen til EU’s Digital Services Act.
Skulle man have glemt, hvad den aftale konkret går ud på, så er det en retsakt, som skal øge sikkerheden på internettet. Det skal bl.a. ske igennem strammere håndtering af opslag/annoncer, der promoverer ulovligt indhold, samt et konkret forbud mod målretning af seksuel orientering, religion, etnicitet eller politisk overbevisning.
Som et tredje led skal 19 bestemte, større platforme følge yderligere regler grundet deres øgede indflydelse på internettets brugere. Der er her tale om de platforme, der har over 45 millioner brugere inden for EU’s grænser – det drejer sig bl.a. om Facebook, Instagram, X, TikTok, Snapchat og LinkedIn.
Kilde: The Verge
4. LinkedIn får måske en konkurrent. Og det er X
I snakken om erhvervsorienterede sociale platforme får LinkedIn ofte lov til bare at sidde med digital monopol. Konkurrenterne findes, men især herhjemme kommer de sjældent op i LinkedIns førerfelt. Det kan dog ændre sig nu.
X, tidligere Twitter, har netop offentliggjort beta-udgaven af en job-sektion inde på platformen. Virksomheder med et gyldent flueben har mulighed for at slå åbne stillinger op, hvorfra brugere vil kunne ansøge (via et eksternt site).
Sender det X i direkte konkurrence med LinkedIn? Nok ikke. X er stadig et socialt medie, som bruges til meget andet end erhvervsorienteret kommunikation, imens LinkedIn har det som det absolut primære fokus.
Kilde: Social Media Today
5. Threads er (endelig) tilgængeligt via browser
Hvis du har prøvet at google “Threads browser version” eller noget lignende, er du indtil for nyligt blevet mødt af store, rødglødende nej’er. Det er tydeligt, at en ikke mobil-version af Metas nyeste platform har været en meget eftertragtet tilføjelse for mange – og heldigvis for dem, så er ventetiden nu forbi.
I slutningen af august annoncerede Meta, at deres Twitter-pendant Threads var klar til at blive tilgået via browser – og kun få dage efter var webversionen åben for alle. Det tekstbaserede sociale medie blev lanceret i juli, og selvom entusiasmen for en Twitter-konkurrent var stor, så har engagement på platformen siden været dalende. Håbet for Meta er formentlig, at en webversion vil kunne øge interessen – og brugerbasen – for Threads.
Threads blev lanceret på ryggen af en flod af migrationer fra Twitter til platforme som Blue Sky og Mastodon – og en måned før den blå fugl måtte lade livet til fordel for et X. Hvorvidt Threads formår at blive stående, når bølgerne ikke længere går så højt i SoMe-universet, må tiden vise.
Kilde: Engadget