Har jeg din opmærksomhed?
Det virker måske som et besynderligt spørgsmål, men det er her af en god grund. Vores koncentrationsevne (når det gælder noget, vi ikke finder strengt nødvendigt eller interessant) falder nemlig dag for dag – og det gælder især online. Siden år 2000 er vi faktisk gået fra at kunne koncentrere os om noget i 12 sekunder…
… til nu kun 8 sekunder (kilde).
Det er bestemt ikke meget. Og det betyder også, at hvis du vil fange potentielle kunders opmærksomhed, så skal det ofte gøres ret hurtigt. Ellers risikerer du at miste dem. Spørgsmålet for de fleste virksomheder ligger derfor i, hvordan man skiller sig ud med “så lidt som muligt”.
Svaret er indhold, som er hurtigt, letfordøjeligt og brandorienteret.
Eller på fagsprog: digestible content.
Kort og godt indhold til dit publikum
Digestible content er ganske enkelt indhold, som er kort og let at forholde sig til. Og det er efterhånden der, hvor den digitale efterspørgsel er størst. Ikke overraskende, når man tænker på, hvor meget indhold, man bliver eksponeret for i løbet af en digital dag.
Det er derfor mødepunktet mellem dine budskaber og publikums interesser eller behov, som danner grundlaget for effektivt digestible content.
I bund og grund handler det nemlig om, at du har et stort budskab – eller flere budskaber -, som du gerne vil formidle til dit publikum. Men inden de er interesserede nok til at se disse, skal deres nysgerrighed vækkes med noget, som ikke kræver for meget tid at læse, se eller høre. Noget, som skaber værdi for dem.
Det kan komme i nærmest alle tænkelige former: videoer, Tweets, billeder, infografikker. Alt, som er letfordøjeligt for modtageren – og som stadig viser din virksomhed frem.
Det er ingen hemmelighed, at digestible content er ganske kompatibelt – og efterhånden synonymt – med indhold på sociale medier. SoMe-spillet handler nemlig om at få folk til at stoppe med at scrolle for en kort stund. Og forsøge at gøre dem interesseret i den korte pause fra det konstante content-stream.
Sådan skaber du digestible content, der virker
Til trods for sit simple fundament, så er digestible content ikke så ligetil, som man skulle tro. Det handler nemlig i høj grad om at forstå det medie, man arbejder med – og det publikum, man markedsfører til. Der er dog stadig en håndfuld gode tommelfingerregler til at sikre, at dit digestible content har større chance for at ramme plet.
1. Hold indholdet kort
Det gælder også i måden, du visuelt sætter indholdet op på. Hvis du f.eks. laver en infografik, så hold den tekstlet – og split teksten op i så mange dele som muligt. Punktform kan også være et godt værktøj til at kommunikere meget information på lidt plads.
2. Brug blikfang
Farver, fængende overskrifter. Det handler om at fange modtageren på meget kort tid.
3. Visuelt indhold
Visuelt indhold er vejen frem. Det er mindre krævende for modtageren at sluge en video eller en billedkarussel, end det er at læse et stykke tekst.
4. Lad formater guide dig
Det kan være svært at vide, hvor man skal starte, når man prøver at lave digestible content. Så overvej formater som infografikker, guide videoer, testimonials, m.m. Det er ofte nemmere at finde ud af, hvad man vil lave af indhold, når man har en idé om indpakningen.
Derfra handler det simpelthen bare om at hoppe til skrivebordet og sætte hjernen i blød.
Brug digestible content som brødkrummer
Der gemmer sig et potentielt effektivt element til din marketingstrategi i jævnligt at benytte sig af digestible content.
Dit long-form content er uden tvivl der, hvor tyngden i din virksomheds markedsføring ligger. De flotte cases, brandplatformen, de velskrevne blogindlæg. Det er her, man bliver overbevist om virksomhedens værdi, evner og ydelser. Men det bliver sværere dag for dag at få nyt publikum til at se det.
De skal overbevises først. For hvornår har du sidst (af egen vilje) været i biografen for at se en film, du ikke som minimum havde set traileren til?
Samme princip gælder, når det kommer til digestible content. Forestil dig, at det fungerer som en slags brødkrummer. Som vækker modtagerens interesse og skaber en nysgerrighed, der i sidste ende fører dem helt ind til dit long-form content. Og kernen af din virksomhed.
En digital strategi hjælper din marketing på vej
Digestible content fremhæver en vigtig pointe: det handler om at få dine marketingtiltag til at spille sammen. Digestible content giver dig et kontinuerligt indholds-flow på f.eks. dine sociale kanaler, og de vækker en nysgerrighed, der nemmere fører dit publikum ind til dit “større” content.
Med en skræddersyet digital strategi går du fra blot at være til stede online, til at have en marketingstrategi med prioriterede og synergiske tiltag. Det hjælper din virksomhed med at blive vist dér, hvor kunderne er. På den rigtige måde.