Ingen poesi her…
Kun en særdeles effektiv oversigt til din marketingstrategi. POEM repræsenterer nemlig en model, der lader dig kategorisere og sortere i de medier, du har til rådighed i dit digitale marketing- og brandingarbejde: Paid, Owned og Earned Media.
Alle tre er vigtige. Alle tre er forskellige. Og tilsammen skaber de en model, som kan have en afgørende effekt på din marketingstrategi.
Der er ingen grund til at spilde tid og kræfter på medier, der ikke fungerer for dig – eller ignorere dem, som i virkeligheden kan give din online markedsføring et stort skub.
Så hvad er forskellen?
Det, alle tre kategorier har tilfælles, er, at de alle indeholder kanaler eller platforme, hvor din virksomhed kan markedsføres igennem content.
Forskellen ligger i, hvad der kræves af dig for at komme på dem – og hvordan præcist, din virksomhed bliver præsenteret for modtagerne.
Ads. Annoncering. Sponsoreret indhold. Kært barn har mange navne. Og som det overordnede navn antyder, dækker Paid Media over de platforme, som du betaler for at markedsføre din virksomhed på. Det gælder bl.a.:
- Social Media Ads
- Google Ads
- Sponsorerede artikler, videoer, m.m.
- Bannerannoncering
Der er to sider af Paid-medaljen. Paid Media-marketing giver din virksomhed synlighed ganske effektivt – men det koster jo så også. Og der er en relativ stabil sammenhæng mellem pris og resultat. Her handler det om at være strategisk med målgruppe, kampagneopsætning, tidsrum, m.m., så budgettet bliver optimeret.
Endnu en gang fortæller navnet meget om, hvad det drejer sig om. Owned Media er nemlig de platforme eller kanaler, du selv ejer og styrer. Og heldigvis har du med garanti allerede et par stykker af dem:
- Dit website
- Dine sociale medier
- Din e-mail marketing
Her koster din markedsføring ikke andet end det, du har givet for at få kanalerne op og stå. Men der er intet andet indhold på disse end det, du selv lægger op. Så her handler det virkelig om at gå til skrivebordet og få lavet en god marketingplan, hvis effektiviteten skal være i top.
Ved Earned Media slipper du i realiteten tøjlerne på din marketinghest. Det er nemlig den omtale, du ikke selv skaber eller betaler for, men som du får, når din virksomhed deles af andre. Det kan f.eks. være igennem:
- Artikler
- Delinger og reposts på sociale medier
- Anmeldelser og omtaler
- Nuværende kunders henvisninger
Her har du som sagt ikke megen kontrol over, hvad der sker. Det, du til gengæld kan gøre, er at skabe strategisk og godt indhold, samt skabe de gode kundeoplevelser. Det øger chancen for positiv ekstern omtale.
Det handler om synergi
”Så bør jeg dele min marketingstrategi op i 3 separate ben?”.
Nej. Det smarteste ved POEM-modellen og de tre medieformer er nemlig ikke deres individuelle fordele, men nærmere den synergi, du kan opnå ved at lade dem styrke hinanden. Når du har skabt godt content, og derfor også gerne vil have gjort det så synligt som muligt, handler det om at bruge hele modellen som springbræt.
Hvis du har fået produceret en flot produktfilm, er der ingen grund til, kun at lægge den ind på dit website. Lav et opslag på de sociale medier med filmen (Owned Media), konverter den til en betalt annonce (Paid Media) og opfodr kolleger, følgere og lign. til at dele den (Earned Media).
På den måde trækker du dit content igennem en strategisk planlagt række af kanaler, som alle udvider dit indholds rækkevidde – og styrker din virksomheds digitale tilstedeværelse.
Alene kan de løfte sten. Sammen flytter de marketingbjerge.
Husk også at vælge og sortere fra. Din målgruppe er sandsynligvis ikke på alle tænkelige platforme og kanaler. Så det skal du heller ikke nødvendigvis være. Det er spild af din kostbare tid og kan desuden resultere i halvbagte tiltag.
Dan dig i stedet et overblik over, hvilke kanaler, din virksomhed har til rådighed inden for de tre forskellige kategorier (du kan f.eks. lave en model lig den til venstre). Så har du et solidt udgangspunkt, når du strategisk skal planlægge, hvordan dit indhold deles.
Har du en digital strategi?
Din virksomhed kan mere end blot at være til stede online. Med en digital strategi skaber vi synergi imellem dine digitale marketingtiltag, så din virksomhed opnår en strategisk tilstedeværelse – og dine digitale resultater kan løftes til nye højder.