Forbered dig til Black Friday nu og vær to skridt foran

Lige nu er det sidste, du tænker på, højst sandsynligt en mærkedag i slutningen af november. Det er dog slet ikke så tosset en idé, allerede nu at overveje de mange forberedelser, en succesfuld Black Friday kræver. For som med næsten alt andet gælder det: Først til mølle, får først malet!

Undgå planlægningsstress til efteråret

Black Friday-forberedelse er ved at være en integreret del af enhver forretnings årshjul. Den oprindeligt amerikanske, enorme shopping-dag har efterhånden vundet så stort indpas i Danmark, at det næsten er obligatorisk for en virksomhed at deltage, hvis man ønsker at fastholde en stærk position på konkurrence-markedet. Et enkelt kig på tallene afslører hurtigt, hvor vigtig Black Friday er blevet i nutidens Danmark:

  • Har været Danmarks største shoppingdag siden 2015, hvor Black Friday overhalede de sidste juleshopping-dage
  • Omsætning på over 2 mia. kroner i Danmark på et enkelt døgn
  • Kendt af 90% af alle danskere

(Kilde: https://www.netkablet.dk/black-friday-facts-statistik/)

Af samme årsag står webbureauer hvert år, når mærkedagen nærmer sig, klar med alskens rådgivning til, hvordan du får mest muligt ud af “store indkøbsdag”. Ofte kommer denne rådgivning dog en anelse sent. Efteråret er med sine mange mærkedage, som Halloween, Single’s Day og Cyber Monday, i forvejen en travl periode ift. både salg og marketing. Den rette forberedelse til Black Friday kræver derfor mere end blot en uges tid med overvejelser og planlægning.

Hvis du i stedet begynder at gøre dig tidlige overvejelser omkring tilbud, markedsføring og kundeservice, så sørger du for at du er to skridt foran, når Black Friday-reklamerne skal til at rulle. Her er derfor 7 tips til, hvordan du klæder dig og din virksomhed godt på til den helt store tilbudskrig.

Tip 1: Opmærksomhed, opmærksomhed, opmærksomhed!

Store bannere på din webshop, kampagner på sociale medier, nyhedsbreve der allerede flere uger før begynder at hinte til de fantastiske tilbud: det handler om at få ordet ud. Dine kunder skal være opmærksomme på, at Black Friday nærmer sig, og at det på ingen måde er noget, de har lyst til at gå glip af.

Sæt en timer på din hjemmeside, som tæller ned til dagen, så spændingen hele tiden vokser. Du kan også vælge at offentliggøre en bid af, hvad der venter dine kunder når klokken slår 00:00. Der må ikke være nogen tvivl om, at de har noget at glæde sig til, så det handler bare om at råbe højt.

Tip 2: Forbered din marketingstrategi allerede nu

I forlængelse af det forrige er det vigtigt at have sin marketingstrategi på plads i god tid. Kunder kommer allerede i oktober til at drukne i e-mails og nyhedsbreve, som reklamerer for fantastiske Black Friday-tilbud. Det er med at få en fod ind så hurtigt som muligt.

Brug derfor god tid på at forberede din e-mail marketing. De, som er på din forretnings e-mailliste, er højst sandsynligt også dine mest loyale kunder. Det kunne derfor være en god idé at overveje ekstra rabatter via f.eks. rabatkoder. Dette vil hurtigt gøre din Black Friday-kampagne mere attraktiv ift. konkurrencen.

Tip 3: Hav styr på prissætningen – og kend din konkurrence

Det her tip virker måske en anelse selvsagt, men det er uhyre vigtigt at have kendskab til prissætningen. Hvis du ikke stiller tilbud op, som virkelig slår igennem, kan det være meget svært at fange kundens opmærksomhed. Chancen for, at de vil blive fristet af etiketter som “5%” og “10%” er ikke stor.

Især ikke, hvis konkurrencen reklamerer med prishalveringer og tilbud, som “praktisk talt er tyveri”. På Black Friday forventer de fleste kunder, at tilbuddene overgår alt andet, man ellers ser resten af året.

Tip 4: Forstå balancen mellem knaphed og behovet for overvejelse

Black Friday er blevet kendt for den følelse af eksklusivitet og knaphed, som dagen skaber. Tilbuddene eksisterer traditionelt set kun i et enkelt døgn, og ofte i et relativt begrænset omfang. Hele ideen bag mærkedagen er, at det handler om at slå til. Det, der dog kan skabe lidt problemer i denne situation er, at den moderne kunde ofte gerne vil overveje sine køb – især hvis det er en større investering. De færreste bryder sig om at føle, at de tager en forhastet og ikke-velovervejet beslutning, uanset hvor tidsbegrænset et tilbud så er.

Det handler derfor på mange måder om at ramme en svær balance: at opfordre til spontanitet, uden at “stresse” kunden. Du kan f.eks. fjerne fokusset på selve tidspresset i markedsføringens ordvalg og i stedet fokusere på selve opfordringen: mindre “skynd dig!”, mere “sidder du klar ved tasterne?”.

Du kan også overveje, om du skal benytte det relativt nye, men populære koncept “Black Week”, hvor der køres stærke tilbud hele ugen op til Black Friday. Selvfølgelig med en crescendo af de bedste tilbud når den store dag ankommer.

Tip 5: Hav styr på fragten

I en verden, hvor webshopping er blevet standard, er fragt blevet én af de ting, som kunder fokusser mest på. En god måde, hvorpå du kan gøre din webshop mere attraktiv, er derfor at tilbyde et godt udvalg af leveringsmuligheder. På den måde undgår du, at en kunde potentielt ender med at vælge et køb fra pga. leveringen.

Du kan også vælge at gå all-in og tilbyde gratis fragt kun på Black Friday. Det tilføjer til den eksklusive følelse, som tilbuddene i forvejen skaber, og kan være med til give det sidste skub. Hav dog altid dine produktmarginer/avancer i baghovedet når du gør dig overvejelser om fragt.

Tip 6: God kundeservice er prikken over i’et

Midt i den store tilbudsjagt er forvirringen ofte stor blandt kunderne. De kan have spørgsmål til selve tilbuddene, lagerstatus, leveringstid, returmuligheder og meget mere. Hvis du ønsker at give kunden den bedst mulige Black Friday-oplevelse og øge chancen for, at de vender tilbage, handler det derfor om kundeservice.

Gør information lettilgængelig på din webshop, så de mest stillede spørgsmål er nemme at finde svar på. Hav supportlinjen klar og gerne med ekstra kraft. Så giver du kunden en gnidningsfri oplevelse på selv den mest hektiske handelsdag.

Det er også her, at du virkelig kan markere dig og din virksomhed, når det kommer til god service. Indpakningen, SMS-opdateringerne, opfølgning på ordrerne eller ekstra bemanding på livechatten – der er mange steder, hvor der kan tilsættes lidt ekstra flair.

Tip 7: Live-auktioner og live-shopping

Hvis man virkelig vil gøre sig bemærket på det moderne marked, så må man følge med tidens trends. Især i løbet af det seneste år, er tiltag som live-auktioner og live-shopping blevet populære. Her giver du kunden mulighed for at handle hjemmefra, som med webshopping, på samme tid med, at de får meget af den imødekommenhed, som fysisk shopping giver.

Det er desuden en god måde at få skabt ekstra opmærksomhed omkring sine tilbud på, og det giver også chancen for at tiltrække kunder, som ikke kan møde op fysisk, men som har brug for ekstra rådgivning inden købet skal foretages.

Bliv klogere på digital markedsføring

Det kan være en stor udfordring at navigere igennem den jungle, som digital markedsføring er. Hos Generaxion afholder vi jævnligt gratis webinarer, hvor vi går i dybden med spændende emner inden for marketing, annoncering, SoMe og meget mere.

Se vores tidligere afholdte webinarer her, og tilmeld dig vores nyhedsbrev nederst på samme side for altid at være ajourført med vores kommende webinarer.